Kradser mine tanker ned i min blog, når mine venner har fået nok
Yaw freaks.
Så er aftenen officielt begyndt. Jeg har hentet en kop kaffe, tændt for Kasper Spez musikken, tændt en smøg og sat mig tilrette foran computeren.. Med andre ord er jeg ved at forberede mig til eksamen. Jeg skal op i dansk stil om elleve timer, og hvis det går dårligt, ved jeg ikke, hvad jeg gør ved mig selv. Bogstaver er det eneste, jeg har. Det eneste jeg kan forholde mig til, leve mig ind i og det eneste, jeg er rigtig god til. Så jeg bruger den smule informationer, jeg har om mig selv, til at designe en perfekt forberedelsesaften/-nat. Det bliver noget med øjne, der svier, grundet for lang tid foran skærmen og noget med groggyness på allerhøjeste niveau, når solen står op engang. Jeg skriver altid de bedste blogindlæg, dagbogssider, stile etc., når jeg er koffein- og pixelpåvirket, så hvorfor skulle det være anderledes imorgen? Jeg må bare holde mig vågen, stole på min dømmekraft og skrive mit livs bedste stil. Jeg håber så inderligt, at jeg får noget godt at vælge imellem. Noget om mig.. "Skriv om en sommer, der ændrede dit liv", "Skriv en genrefast popsang, der handler om kærlighed".. Eller noget om et debatindlæg, jeg skal tage stilling til, meget meget gerne skrevet om feminisme af selveste Hanne Vibeke-Holst. Det ville falde mig ret nemt. Jeg tør ikke rykke mig nu. Jeg har skrevet om det samme de sidste tre år, og jeg hverken kan eller vil ændre det nu. Det er ikke vores lærer, men en censor, der skal rette og vudere, så hvis jeg bare bruger nok fremmedord og samtidig viser, at jeg udemærket ved, hvad det er, jeg sidder og siger, så går det nok okay. Jeg er pisse nervøs. Ærligt talt..
Jeg kommer til at skrive meget i denne blog i nat. Som en slags.. Øvelse? Åh, hvad snakker jeg om. Jeg har skrevet tusind gode ting, jeg behøver ikke at bevise noget overfor nogen. men jeg er bange for, at det ikke er det. jeg tror inderst inde, at jeg bare gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg ikke har mistet mit tag. Jeg har aldrig kunne arbejde under pres. FUCK! FUCK FUCK FUCK FUCKING FUCK. Jeg har lige spildt fucking sort kaffe ud over mit pissedyre gulvtæppe. Min far slår mig ihjel mayn. Argh. Godt jeg havde den top, jeg lånte af Benedikte for hundrede år siden, liggende ved siden af.. Jeg nåede da at tøre det værste op. Ih altså, hvor kan det godt gøre mig vred nå. En smøg til mig (: Hvor fanden blev Spez af? Alt går da også bare i stå, når jeg gør det. Sådan der. Mhh <3
På med skyklapperne, så går det hele meget bedre. Ja, verden er ond, og mit skrivebord er rodet.. Og?
Jeg har kaffe (ikke så meget som før, men alligevel..) i kruset, røg i lungerne og Kasper Spez i øregangene. Hvad er det lige, jeg skal være så ked af? Jeg bruger så mange minutter på at tænke over problemer, handlinger og konsekvenser om dagen. Hvis jeg ikke kan bruge nattetimerne til at gnaske bart rugbrød og blokere for omverdenen, hvornår fanden skulle jeg så?
Jeg elsker natten.. Jeg elsker at sidde med tankerne alene, bare nyde forvirringen, som slet ikke er så forvirrende længere. Om natten kan jeg skrive. Jeg kan styre mine tanker, kontrollere dem. Jeg bliver kun forstyrret af dem, jeg lader forstyrre. Dem jeg holder af og elsker. Dem, der har noget fornuftigt at sige. Dem, jeg ynder at kalde mine venner. Mine nærmeste. Mine livsgrundlag.
Lykke.. Hvad fanden er lykke? Jeg tror faktisk ikke, at det er så klichéagtig en følelse, som vi tit prøver at gøre den til. Jeg tror bare, vi har brugt ordet for tit i for falske stunder, og det gør, at vi ikke helt tager den seriøst længere. Lykken findes, men det kommer i usandsynligt små portioner. De der små øjeblikke, hvor alt bare går op i en højere enhed. Hvor vinden blæser helt perfekt i en hår, hvor ens tanker samles om én ting, og hvor man ikke helt ved, hvorfor netop den stund er bedre end så mange andre.. Det er den bare? Om dagen er jeg måske bitter og negativ, men om natten er jeg dybt taknemmelig. Jeg sætter pris på små ting, der normalt er ligegyldige. Jeg bliver sukkersød og næsten umulig at være sammen med.. det passer mig egentlig fint nok, da jeg nyder at være alene i min iste-rus.
Alene. Jeg er ikke alene. Jeg bliver til Plante om natten. Okay, der skal man have læst bogen "Plante og jeg" (udgivet på forlaget DarkLights btw :b) for at forstå mig. Men det er noget med en evne til at opfatte andres tanker og følelser, men uden at snage. Ja, jeg kan mærke andre sjæle omkring mig, men jeg bruger dem kun til selvskab. Nærhed. Uden vision. Er det så stadig nærhed? Ja, det er det. Bare tag musik.. Jeg har tusind gange lettere ved at knytte mig til et mesterværk af en tekst end til en person, jeg kan se, mærke og føle på. Det gør mig til en enspænder, og det er meget svært at være en tryghedsnarkoman samtidig.
"Hvad hvis du blev min ven, og jeg sagde til dig, at jeg ville dele det gode, det dårlige, stærke, svage med dig. Gå ned med flaget med dig, ja, hvad hvis jeg sagde til dig, at jeg ikke har brug for en ven bag mig, men lige ved siden af?"
Jeg bør rydde op omkring mig. På den anden side kan jeg meget godt lide, at folk, der kommer ind, kan finde ud af, hvem jeg er, bare ved at kigge på mit værelse. Billederne på væggen, der så fint indikerer, at jeg er dybt fucked, men at jeg elsker mine venner mere end natten, kaffen og mine altanaftener til sammen. Häagen-Dazs bøtterne, jeg bruger som sparegrise, mit propfyldte askebæger, istekartonerne med friste blomster i, for lille at pynte op.. Jeg kan godt lide mit rod, fordi det er personligt rod. Ja, det ser måske forvirrende ud, men jeg ved, hvor mine ting er. Min Uffe Holm dvd er under sengen, mit hævekort er i min Ingen Slukker The Stars dvd's cover oven på dvdmaskinen. Selve dvd'en er inde i maskinen.. Tror jeg. Håber jeg, for den film skal bare ikke blive væk :b Men jeg har nogenlunde styr på mine matrielle goder, og om natten har jeg også styr på mit hoved og mit hjerte. Så hvorfor stå op om morgenen?
Jag är osäker. Og jeg er træt. Men jeg må ikke sove.. Så skal jeg i hvert fald stå op igen omkring klokken fire og drømme videre. Jeg vil ikke ødelægge min rus, men jeg ved heller ikke hvor længe den holder på denne her måde. Jeg plejer kun at have brug for den her tilstand i et par timer, mens jeg får skrevet noget vigtigt. Men jeg skal ikke skrive før imorgen tidlig.. Jeg holder en pause, mens jeg ser en dvd eller noget. Jeg sover ikke, bare rolig. Rolig.. Like you guys care. "La' Kasper ta' sig af dig".. Åh spez, kunne du ikke bare hedde Jannik eller Dennis eller noget..
/Meggie anno nulnulninertyve pm.
Så er aftenen officielt begyndt. Jeg har hentet en kop kaffe, tændt for Kasper Spez musikken, tændt en smøg og sat mig tilrette foran computeren.. Med andre ord er jeg ved at forberede mig til eksamen. Jeg skal op i dansk stil om elleve timer, og hvis det går dårligt, ved jeg ikke, hvad jeg gør ved mig selv. Bogstaver er det eneste, jeg har. Det eneste jeg kan forholde mig til, leve mig ind i og det eneste, jeg er rigtig god til. Så jeg bruger den smule informationer, jeg har om mig selv, til at designe en perfekt forberedelsesaften/-nat. Det bliver noget med øjne, der svier, grundet for lang tid foran skærmen og noget med groggyness på allerhøjeste niveau, når solen står op engang. Jeg skriver altid de bedste blogindlæg, dagbogssider, stile etc., når jeg er koffein- og pixelpåvirket, så hvorfor skulle det være anderledes imorgen? Jeg må bare holde mig vågen, stole på min dømmekraft og skrive mit livs bedste stil. Jeg håber så inderligt, at jeg får noget godt at vælge imellem. Noget om mig.. "Skriv om en sommer, der ændrede dit liv", "Skriv en genrefast popsang, der handler om kærlighed".. Eller noget om et debatindlæg, jeg skal tage stilling til, meget meget gerne skrevet om feminisme af selveste Hanne Vibeke-Holst. Det ville falde mig ret nemt. Jeg tør ikke rykke mig nu. Jeg har skrevet om det samme de sidste tre år, og jeg hverken kan eller vil ændre det nu. Det er ikke vores lærer, men en censor, der skal rette og vudere, så hvis jeg bare bruger nok fremmedord og samtidig viser, at jeg udemærket ved, hvad det er, jeg sidder og siger, så går det nok okay. Jeg er pisse nervøs. Ærligt talt..
Jeg kommer til at skrive meget i denne blog i nat. Som en slags.. Øvelse? Åh, hvad snakker jeg om. Jeg har skrevet tusind gode ting, jeg behøver ikke at bevise noget overfor nogen. men jeg er bange for, at det ikke er det. jeg tror inderst inde, at jeg bare gerne vil bevise overfor mig selv, at jeg ikke har mistet mit tag. Jeg har aldrig kunne arbejde under pres. FUCK! FUCK FUCK FUCK FUCKING FUCK. Jeg har lige spildt fucking sort kaffe ud over mit pissedyre gulvtæppe. Min far slår mig ihjel mayn. Argh. Godt jeg havde den top, jeg lånte af Benedikte for hundrede år siden, liggende ved siden af.. Jeg nåede da at tøre det værste op. Ih altså, hvor kan det godt gøre mig vred nå. En smøg til mig (: Hvor fanden blev Spez af? Alt går da også bare i stå, når jeg gør det. Sådan der. Mhh <3
På med skyklapperne, så går det hele meget bedre. Ja, verden er ond, og mit skrivebord er rodet.. Og?
Jeg har kaffe (ikke så meget som før, men alligevel..) i kruset, røg i lungerne og Kasper Spez i øregangene. Hvad er det lige, jeg skal være så ked af? Jeg bruger så mange minutter på at tænke over problemer, handlinger og konsekvenser om dagen. Hvis jeg ikke kan bruge nattetimerne til at gnaske bart rugbrød og blokere for omverdenen, hvornår fanden skulle jeg så?
Jeg elsker natten.. Jeg elsker at sidde med tankerne alene, bare nyde forvirringen, som slet ikke er så forvirrende længere. Om natten kan jeg skrive. Jeg kan styre mine tanker, kontrollere dem. Jeg bliver kun forstyrret af dem, jeg lader forstyrre. Dem jeg holder af og elsker. Dem, der har noget fornuftigt at sige. Dem, jeg ynder at kalde mine venner. Mine nærmeste. Mine livsgrundlag.
Lykke.. Hvad fanden er lykke? Jeg tror faktisk ikke, at det er så klichéagtig en følelse, som vi tit prøver at gøre den til. Jeg tror bare, vi har brugt ordet for tit i for falske stunder, og det gør, at vi ikke helt tager den seriøst længere. Lykken findes, men det kommer i usandsynligt små portioner. De der små øjeblikke, hvor alt bare går op i en højere enhed. Hvor vinden blæser helt perfekt i en hår, hvor ens tanker samles om én ting, og hvor man ikke helt ved, hvorfor netop den stund er bedre end så mange andre.. Det er den bare? Om dagen er jeg måske bitter og negativ, men om natten er jeg dybt taknemmelig. Jeg sætter pris på små ting, der normalt er ligegyldige. Jeg bliver sukkersød og næsten umulig at være sammen med.. det passer mig egentlig fint nok, da jeg nyder at være alene i min iste-rus.
Alene. Jeg er ikke alene. Jeg bliver til Plante om natten. Okay, der skal man have læst bogen "Plante og jeg" (udgivet på forlaget DarkLights btw :b) for at forstå mig. Men det er noget med en evne til at opfatte andres tanker og følelser, men uden at snage. Ja, jeg kan mærke andre sjæle omkring mig, men jeg bruger dem kun til selvskab. Nærhed. Uden vision. Er det så stadig nærhed? Ja, det er det. Bare tag musik.. Jeg har tusind gange lettere ved at knytte mig til et mesterværk af en tekst end til en person, jeg kan se, mærke og føle på. Det gør mig til en enspænder, og det er meget svært at være en tryghedsnarkoman samtidig.
"Hvad hvis du blev min ven, og jeg sagde til dig, at jeg ville dele det gode, det dårlige, stærke, svage med dig. Gå ned med flaget med dig, ja, hvad hvis jeg sagde til dig, at jeg ikke har brug for en ven bag mig, men lige ved siden af?"
Jeg bør rydde op omkring mig. På den anden side kan jeg meget godt lide, at folk, der kommer ind, kan finde ud af, hvem jeg er, bare ved at kigge på mit værelse. Billederne på væggen, der så fint indikerer, at jeg er dybt fucked, men at jeg elsker mine venner mere end natten, kaffen og mine altanaftener til sammen. Häagen-Dazs bøtterne, jeg bruger som sparegrise, mit propfyldte askebæger, istekartonerne med friste blomster i, for lille at pynte op.. Jeg kan godt lide mit rod, fordi det er personligt rod. Ja, det ser måske forvirrende ud, men jeg ved, hvor mine ting er. Min Uffe Holm dvd er under sengen, mit hævekort er i min Ingen Slukker The Stars dvd's cover oven på dvdmaskinen. Selve dvd'en er inde i maskinen.. Tror jeg. Håber jeg, for den film skal bare ikke blive væk :b Men jeg har nogenlunde styr på mine matrielle goder, og om natten har jeg også styr på mit hoved og mit hjerte. Så hvorfor stå op om morgenen?
Jag är osäker. Og jeg er træt. Men jeg må ikke sove.. Så skal jeg i hvert fald stå op igen omkring klokken fire og drømme videre. Jeg vil ikke ødelægge min rus, men jeg ved heller ikke hvor længe den holder på denne her måde. Jeg plejer kun at have brug for den her tilstand i et par timer, mens jeg får skrevet noget vigtigt. Men jeg skal ikke skrive før imorgen tidlig.. Jeg holder en pause, mens jeg ser en dvd eller noget. Jeg sover ikke, bare rolig. Rolig.. Like you guys care. "La' Kasper ta' sig af dig".. Åh spez, kunne du ikke bare hedde Jannik eller Dennis eller noget..
/Meggie anno nulnulninertyve pm.
Kommentarer
Trackback
