Bakspejl

Varme sommertilfældigheder førte mig til dig, og jeg vidste fra første smil, at der var noget specielt over os - noget stærkt og usynligt, noget andet end bare fysisk tiltrækning. Første gang, jeg fortalte nogen om dig, sagde jeg, at jeg havde lyst til at lære dig at kende og gøre det hele rigtigt. Første gang jeg sad på passagersædet i din bil, var alt jeg tænkte på, at det ikke ville være sidste gang, jeg sad der ved din side.
 
På alle vores køreture mærkede jeg det. Og nu, hvor jeg har hørt din side af vores historie, falder alle brikkerne på plads. Hvordan du sad ved siden af mig og tænkte, hvad jeg tænkte. Hvordan du, præcis som jeg, ventede på, at det blev vores sidste dag, så du kunne invitere mig ud. Hvordan du smugkiggede på mig i spejlene, fortalte dine venner om mig og glædede dig til at se mig igen. Lige præcis som jeg. 
 
Nu befinder vi os i en boble af magi og middagslure, grin og gåture, sex og soduku; mere eller mindre parallelt med vores egentlige tilhørsforhold. Alting er roligt og mildt og føles virkelig godt, selvom jeg ikke kan se mig helt fri for kynisme og frygt endnu. Noget er anderledes med os to, og jeg glæder mig virkelig til at udforske os.
 
De sagde, at det at lære at køre bil ville give mig den ultimative frihedsfølelse. They had no idea.

RSS 2.0