Meggiez0rous

Sidste gang jeg skrev, var mit hoved et stort kaos på overarbejde. Jeg var nervøs og spændt og fuld af sommerfugle i maven og bobler i sindet. Jeg stod på en afsats, en social point of no return, og forsøgte at overbevise mig selv om, at vejen var vigtigere end målet - at det, at sætte mig selv i en sårbar situation og tage en chance, betød mere på lang sigt end hvorvidt, jeg ville vinde. Og det står jeg ved.

 

I dag vimser jeg rundt i korte shorts og støvsuger og føler mig rolig og glad. Alting kører lige nu, og det føles mildt og trygt, snarere end ekstatisk. Jeg har overtænkt og følt mig skræmt over min manglende maniske tilgang til tingene, men faktisk føles det rigtig rart bare at leve og nyde. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ting, at jeg nærmere svæver end flyver. Måske er det sundt. Måske er det tegn på, at jeg er på en lidt mere bæredygtig vej nu end tidligere. Det føles som om, at jeg har fundet noget ro.

 

Det har indtil videre været den mest vanvittige sommer i mit liv. Højdepunkter og begivenheder sat til side, så har det været sommeren, hvor jeg fik vinger og lod en ny side af mig blomstre. Det har været sand mellem tæerne, jordbærmojitos og gode venner. Nye bekendtskaber, kaffedates og familieudflugter. Californication og crop-tops, sex og solskinsvejr, og jeg har stadigvæk en måned tilbage. Jeg føler mig så taknemmelig.

 

 

 

 

Min virkelighedssans er ved at indtræffe, og jeg begynder at blive nervøs for, om alt det her bare foregår inde i mit hoved. At jeg er så wrecked og indbildsk, at jeg tolker simpel venlighed som flirt. At jeg undervurderer hans professionalisme og integritet, fordi de begreber er så fremmede for mig. At jeg kommer til at skulle bagatellisere, hvor ked af det, jeg kommer til at være, når han nonchalant fortæller mig, at jeg nok har misforstået noget. Jeg er måske endnu mere nervøs for, at det løber ud i sandet, fordi jeg fokuserer for meget på form og det rette oplæg til at handle og rent faktisk tage chancen. Jeg kan nærmest mærke den tomme følelse af magtesløshed i maven. Følelsen af, at stå tilbage uden nogen afslutning, at være tvunget til at leve på svage minder, indtil de en dag forsvinder. Denne her gang er jeg nødt til at gå på kompromis med mit ego og turde at sætte mig selv i en sårbar position. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår.

 

Der kører så mange scenarier rundt i mit hoved. Meningen var, at jeg helt afslappet skulle fortælle at jeg var interesseret og bare invitere ham ud. No big deal. Og det er sådan set stadigvæk planen, men nu er jeg nødt til at lægge låg på mig selv og lade som om, at jeg har det, som jeg burde have det; stille og roligt. Det betyder langt mere for mig, end jeg havde forestillet mig, at det ville. Jeg kan mærke, at det boost, det ville give mig at vide, at det ikke bare er mig, der overtolker ting, at jeg er interessant og værd at give en chance og lære at kende. Tanken om, at alle de samtaler, at alt hvad jeg har givet af mig selv, at alt det ikke har givet ham lyst til at se mere, det sårer mig virkelig meget. På forhånd vel at mærke.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre, udover at forsøge at holde hovedet koldt og holde mig til planen. At vente til det øjeblik, hvor vores tilhørsforhold ændres, og der ikke er andet at tage stilling til, end hvorvidt han har lyst til at se mig igen i en ny situation eller ej. At blotte mig selv på en humoristisk og kæk, men også sårbar og ærlig måde, som på ingen måde kan misforstås. Hvor han er nødt til at mærke efter og svare ja eller nej. 

 

Jeg har skrevet et digt til ham. Ikke sådan et "roser er røde, violer er blå"-digt, men et casual, engelsk rimdigt, præcis som jeg plejer. Jeg tænker at introducere det med et let grin, men levere det tydeligt og med øjenkontakt på de rigtige tidspunkter. Hvis han afviser mig efter det, så har jeg i det mindste vist, at jeg har mod, eftertænksomhed og selvironi. Jeg har lært så meget det sidste år, og jeg er kommet så meget ud af min boble. Jeg er blevet meget mere udadvendt og selvsikker, og det ville virkelig være som en kulmination på en masse selvindsigt og hårdt arbejde, hvis jeg kunne score en date på boldness på denne her måde. Jeg er så nervøs.

 

Det er mest timingen, jeg tænker over i de her dage. Det må ikke virke forhastet, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal undgå det. Det er hans tidsplan, vi arbejder efter, ikke min, og hvis han har travlt, så går hele planen i vasken. Og jeg vil ikke tabe på en cheesy pick-up-line. 

 

På lørdag er det min fødselsdag, og jeg skal se ham. Han har tegnet et lille flag på dagen i sin kalender, så han ikke glemte dagen. Mit største håb er, at han tager chancen og viser sin interesse tydeligt den dag. At han tør at risikere alt, og at han viser, at han stoler på, at jeg kan håndtere situationen modent og fornuftigt. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over den dag, for hvis der er noget, der er Meggie i en nøddeskal, så er det at ødelægge en god ting med for høje forventninger. Men min fødselsdag har virkelig været omdrejningspunkt for vores flirten, og han har gjort et stort nummer ud af at være sikker på at huske dagen. Et basalt "tillykke med fødselsdagen" ville nok skuffe mig lidt. Især fordi det er den perfekte åbning for ham. En super mulighed for at vise mig, at jeg er mere end arbejde for ham, at vores samtaler også har betydet noget for ham. Måske har jeg ligeså meget brug for en bold mand, som jeg har brug for selv at være det. 

 

Det er meget forvirrende alt sammen, og måske er det snart slut. Jeg prøver at nyde ham og os og følelsen af at have et crush. Det er en helt speciel tilstand at være i, og at komme i kontakt med de følelser igen, får mig til at føle mig super heldig. Forhåbentligt får jeg lov til at lade dem udvikle sig og være fri, istedet for at underminere dem og skjule dem som nu, fordi det er så pinagtigt og banalt. Jeg er så fucked.

Jeg har mest af alt lyst til at køre en lang tur i mørket med dig ved siden af mig. Lære nye ting om dig, føle mig inkluderet og imponeret. Bilde mig selv ind, at konteksten er en anden. Mærke hjertet banke og skrivetrangen pulsere i fingerspidserne. Synge med på guilty pleasures, misse en frakørsel eller to, fordi dit smil blænder mig. Genfinde mig selv og min ro og komme i tanker om, hvor meget jeg nyder optakten og usikkerheden. Kun give opmærksomhed til det, der er i mit synsfelt. Vide at det er dumt og barnligt og typisk mig og være ligeglad. Slappe af. 

 

Jeg har lyst til at ride på bølgen, istedet for at smadre det hele med fornuft og virkelighed. Høre pop og synge i hårbørsten, tage læbestift på og smile lidt mere, end jeg plejer. Tolke dine ord til min fordel og lade dem gøre mig høj. Jeg har lyst til at glæde mig til at se dig igen. 

"För att jag forstår, vad du säger."

 

Sju små ord, som gjorde mig galen och kär och kåt och jävligt nyfiken. Jag tappade bort mitt cool och jag glömda språket mitt. Visste inte vart jag skulle säga, hur jag skulle opföra mig. Du har ingen aning, vad gick igennem mitt huvud, da du sa dom ordene. Att jag diggar svenskare är ju bara en av grundarna. Att du förstod mig, took me off guard, det var som att du talede till mig. Bara mig. Hade jag inte glömt hur man egentligen prata Svenska, kunde jag kanske ha sagt något klogt. Något coolt. Något konstigt. Men jag frös liksom bara till is eller nåt. Jag vet inte varför jag skriver här. Jag tror kanske jag behövade visa mig själv att jag förförande kunde tänka och blogga på Svenska. Även om det är fult av fel. Jag är full av fel, det är vad det är. Jag är inte crazy. Är jag? Jag tycker att vi skulle ge det en chans. Jag kunde vara bra för dig. 

 

För att jag forstår vad du säger.