Meggiez0rous

Jeg havde det mere end almindeligt godt i går efter mit blogindlæg, og ting, der gør en glad, dem skal man holde fast i. Så her er jeg - en lille aftenskrivestund - mest af alt for mig. Jeg sad og småkiggede på bloggen i går aftes, og mit sidste indlæg skrev jeg for præcis seks år siden - som 18-årig. Min drøm og mit mål var, at bosætte mig i Sverige, at lære svensk og at skabe en karriere indenfor sprog eller journalistik. 

 

Jeg bor ikke i Sverige, inte als, men jeg har dog lært svensk til husbehov. Jeg droppede ord og sætninger for at gå den naturvidenskabelige vej - for så at droppe ud lige inden målet. Nu er jeg midt imellem fortid og fremtid i et stort rod, som føles dejligt befriende og vanvittigt skræmmende på én og samme tid. 

 

Jeg er mor. Det var bestemt ikke med i mine tanker som 18-årig blogger, men herregud, hvor er det lykken. Det er også pissehårdt og forfærdeligt, men mest af alt er det meningen med livet. Så ja, livet anno 2016 er ingenlunde, hvad jeg havde forudset - men hvor ville det sjove også være i det?

 

Jeg tror, jeg vil publicera og læse lidt af mit det gamle, før jeg vil gå nedenunder og spille 500 med min kæreste. Jeg er stadig høj over de små ting i livet, jeg er stadig mig, og det mærker jeg faktisk først rigtigt nu, med fingrene på tasterne og metaforer lige på tungen. Alting skal nok gå.

 

- Meggiez0rous.

Jeg ved ikke, hvad jeg laver her. En klassisk kaffe-Spez-stund medførte vel en smule skrivetrang, og efter flere års decideret skriveblokade følte jeg mig tæt på nødsaget til at give efter. Som så mange andre gennemsnitskunstnere er jeg bedst, når jeg er melankolsk, og jeg er rent faktisk glad for tiden. Ny kærlighed, nyt syn på livet - og banalitet er vel forfatterens værste fjende. Lykkelig eller talentfuld? Er det mon enten eller? 

 

Basics er, at jeg er tilbage. Om jeg er tilbage for nu, for i aften eller om det er en mere eller mindre permanent tilstand, er jeg endnu ikke klar over, men det føles nu meget godt. Og hos jer på blogg.se, kan jeg ligesom flyve lidt under radaren. Jeg har ikke længere noget behov for eksponering, jeg vil bare gerne af med lidt tanker, genfinde lidt passion og føle mig som mig igen.

 

Jeg har altid sagt, at når en mand kunne give mig lyst til at skrive igen, så var han en keeper. Selvfølgelig med undtagelse af førnævnte melankoli. Men det er med al sandsynlighed det, der sker lige nu, og det gør mig tryg at vide, at nogle ting ikke ændrer sig. At min kærlighed til ord og sætninger stadig er i mig, at den bare skal tvinges frem en gang imellem.

 

Nå, nok for denne gang. Easy start. 

Det føles rigtigt.

 

- Meg.