Meggiez0rous

Day three in emotional solitude. Jeg har hentet mig en café latte og en morgenbolle, og nu sidder jeg klar, parat, start på absolut ingenting. Lige nu er jeg et stort, forvirret rod. Jeg har brug for svar, afklaring og afslutning, men jeg kan ikke få noget af det. Jeg skal være tålmodig og afventende, og det er ikke mine stærkeste sider. Det lammer mig, at jeg ikke kan lægge låg på nogle af mine projekter, for det bobler indeni for at skabe nye. Jeg har alt for mange bolde i luften lige nu, og det føles som om, at de er lavet af glas. Hæver jeg stemmen overfor børnene, ødelægger jeg deres barndom. Er jeg ikke forstående overfor min mand, så går han fra mig. Passer jeg ikke hjemmet, åh, ja, så sker begge dele. Det mest fjollede er, at jeg jo ikke er så dum, at jeg ikke forstår, at det er et urimeligt, selvskabt pres uden rod i virkeligheden - det gør bare ikke den store forskel.

 

Musik ville hjælpe, men jeg har ikke nogen outlet. Sex ville hjælpe, men min mand tænder umiddelbart mere på glæde og overskud end på tanken om sex som værende et selvhjælpsredskab. 

 

Hvis jeg går på internettet og forhører mig, så oplever jeg adhd-paralysis, og svaret er et dopaminboost. But how the fucking hell.

Dette her er runde to. Hvilket betyder, at jeg stadigvæk er i gang med mit komplette tidspilde, og det gør mig underligt stolt, at jeg holder stand. Måske er det mit problem, hvem ved. Jeg har to timer tilbage, og dagen i dag er blevet brugt på blog, mastermind, minesweeper, kabale og lidt quizzer fra Jetpunk. Jeg har drukket to kopper kaffe, og jeg har fået tjekket op på et par mails. Jeg har faktisk også socialiseret, hvilket kom mere end en smule bag på mig.

 

Når uret ringer, begynder anden halvdel af min tirsdag. Jeg skal med E ud og kigge på et potentielt nyt hus, og bagefter er der dømt mom-ing: hente børn, handle ind, lave mad, vaske tøj, all that. Måske der bliver overskud til en film og en magaritha efter putning?

 

When everyday things become everyday pleasures - you belong. Jeg ved ikke helt, om jeg er der, men jeg ved, at det føles sådan ind imellem, og jeg tror, at det er godt nok. At jeg har udsving som en sismograf, har ikke så meget med mine omgivelser at gøre, det er bare mig og mit nyfundne klistermærke. Alt er ok. Alt er love.

 

Men tiden snegler sig stadigvæk, og jeg sidder stadigvæk fast, selvom det føles mere som om, jeg har bygget rede i stilstanden nu. Jeg har ikke nogen bekymringer omkring, at jeg ikke er kommet i gang, for jeg har ligesom taget beslutningen om, at jeg ikke kan/vil/gider/formår etc. - forsvarsmekanisme eller hvad end. Da jeg bloggede herinde i sin tid, var Kenza den mest sete blog. I dag følger jeg hende på instagram, og det gør mange i min omgangskreds også. Det er altid en unik følelse, at se hendes posts om hendes liv - at se, hvor langt hun er kommet. Blogging er noget helt, helt andet i dag, hvor hun er meget mere billeder og video end tekst, og det er sjovt at se kontrasten. Jeg tror aldrig, at jeg kunne have gået samme vej. Mit element er sætninger, laaaaange sætninger, og jeg gik aldrig op i branding. Men hvad nu hvis?

 

 

 

 

Jeg sidder og spilder tiden for anden dag i streg, og så kom jeg i tanker om mit frirum. Mit lille, hemmelige hjørne af internettet, hvor jeg bilder mig selv ind, at min ærlighed ikke har konsekvenser. Hvor højtragende retorik og mærkelige metaforer afskrækker de blinde fra at læse til ende, til jeg til sidst sidder tilbage med et publikum på én. Mig. 

 

Jeg har skriveblokade, hvilket føles underligt at læse højt for mig selv, når nu jeg taster løs herinde. Om en uge skal jeg aflevere et projekt om skolemad og vurdering af menuplaner - et stykke kage - men jeg kan slet ikke få mig selv til at gå i gang. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har altid troet på, at det var fordi jeg var forkælet og ikke var vant til at gøre ting, jeg ikke følte for. Men jeg har selvdiagnosticeret mig vej frem til en ny forklaring, og jeg føler mig meget hjemme i min nye kasse. Der er intet behov for at få en læge til at forsejle den, men jeg har nu nye muligheder for at finde redskaber, ligesindede og (selv-)forståelse.

 

I går aftes flød bærgeret over, og E agerede underkop. Han mindede mig om, at om 6 måneder er min situation en anden. Jeg er færdigudlært og giftfri. Jeg har formentlig fundet et arbejde og en fast holdeplads, og hvis at går, som det skal, så er jeg også boligejer og flyttet ind E's og mit for-evigt-hus. Det har aldrig været min stærke side at se så langt fremad, men jeg kan alligevel godt mærke, at hans ord får mig til at holde ved lidt endnu.

 

Så jeg er her, og jeg er måske ikke konstruktiv i deres forstand, men jeg er her. Jeg passer mig selv, jeg generer ingen, jeg er her bare. Jeg prøver ikke at få det sidste ord, eller nogen ord for den sags skyld, jeg sidder bare her. Den eneste, som har spurgt, om jeg er okay, er hende, som ingen af de andre gider at snakke med. What a cliché. Jeg har stadig ikke affundet mig med, at voksenlivet er det samme som teenagelivet. Bagtaleri på arbejdet, mødepræsentationer i Power Point, kliker, madpakker. Det får mig til at tænke på vores skolekomedie i 5. klasse - vi skulle opføre Nattergalen, og jeg havde forestillet mig en opsætning a la amerkanske high school rom-coms, og jeg endte i en af lærernes aflagte t-shirts med påsyede fjerbolde foran en stor mikrofon på stativ. Måske er det derfor, jeg altid prøver at gøre tingene omkring mig perfekte. Jeg vil helst skabe en scene. Et kapitel.

 

Jeg gad vide, hvordan jeg endte her. Hvorfor ord aldrig blev min levevej, og hvorfor jeg stadig sætter mig selv i situationer, hvor mine blokeringer blokerer mig. Det føles anderledes denne her gang. Det er ikke et rigtigt hul, for det føles som om, at det er skabt af udefrakommende - ikke mig selv. Jo jo, så kunne jeg godt gå i gang med at selvransage og give mig selv skylden for andres opførsel, men jeg kunne også lade være. I løbet af de sidste par år, er jeg blevet meget bedre til at navigere i de andres usynlige verden. "Godmorgen", ".. hvad med dig?" og andre tomme ytringer, som gør folk bløde og medgørlige. Jeg øver mig på at være beige, for det giver mig færre knubs. Men det er hårdt. Det er deprimerende at se, hvor meget, nogle mennesker kan slippe ad sted med, og min retfærdighedssans gør mig modbydelig. Jeg er bare for klog til at lade det gå ud over de, som fortjener det, og så vender jeg det enten indad eller tager det med hjem. 

 

Lidt endnu. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg er holdt op med at løbe - for jeg skal nok nå derhen uanset. Og så længe jeg skriver, får jeg lov at være i fred. "Hun ser godt nok fokuseret ud", gad vide om jeg får en faglig åbenbaring snart.

 

Blogg.se - hvor er det længe siden. Lange aftener med navlepilleri og musikanalyser. Hvor eneste bekymringer var drenge og venner, men hvor altid føltes stærkt og unikt. Jeg følte mig stærk og unik. Nu føler jeg mig mest af alt utilstrækkelig. Jeg glemte at udvikle mig, og nu er alle de andre nået ligeså langt. Jeg havde potentiale, men jeg manglede viljen, og jeg fandt først motivationen, da jeg groede den inde i maven. Måske skulle jeg hente en kop kaffe...