Meggiez0rous

Day three in emotional solitude. Jeg har hentet mig en café latte og en morgenbolle, og nu sidder jeg klar, parat, start på absolut ingenting. Lige nu er jeg et stort, forvirret rod. Jeg har brug for svar, afklaring og afslutning, men jeg kan ikke få noget af det. Jeg skal være tålmodig og afventende, og det er ikke mine stærkeste sider. Det lammer mig, at jeg ikke kan lægge låg på nogle af mine projekter, for det bobler indeni for at skabe nye. Jeg har alt for mange bolde i luften lige nu, og det føles som om, at de er lavet af glas. Hæver jeg stemmen overfor børnene, ødelægger jeg deres barndom. Er jeg ikke forstående overfor min mand, så går han fra mig. Passer jeg ikke hjemmet, åh, ja, så sker begge dele. Det mest fjollede er, at jeg jo ikke er så dum, at jeg ikke forstår, at det er et urimeligt, selvskabt pres uden rod i virkeligheden - det gør bare ikke den store forskel.

 

Musik ville hjælpe, men jeg har ikke nogen outlet. Sex ville hjælpe, men min mand tænder umiddelbart mere på glæde og overskud end på tanken om sex som værende et selvhjælpsredskab. 

 

Hvis jeg går på internettet og forhører mig, så oplever jeg adhd-paralysis, og svaret er et dopaminboost. But how the fucking hell.