Uredigerede formiddagstanker
Jeg tænker nogle gange over, om denne her følelses-outlet har en udløbsdato. Om der kommer en dag, hvor det ikke længere er en hjælp at skrive her. Hvem ved, det er i hvert fald ikke endnu. Jeg er den samme Meggie, som jeg hele tiden har været. Det er noget af det, som undrer mig mest ved at være blevet voksen. Jeg er stadigvæk mig. Samme mønster, samme adfærd, samme begrænsninger. Jeg er blevet en smule mildere, men dybest set, er der ingen forskel. Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg synes om...
Jeg er i gang med at opdrage to nye mennesker til verden. Det er et kæmpe ansvar og et enormt privilegium. Jeg vil gerne give dem de bedste af mine egenskaber, men sandheden er, at det kan jeg ikke. De kommer af kamp og reflektion.
Jeg har fundet en mand, som kan rumme alt det her kaos. En livspartner, som gør det hele nemmere at nagivere rundt i. En ven, som gør mig rolig og fattet, og som mildner monsteret indeni.
Jeg har lavet mig en familie. Det er fuldstændigt fantastisk.
