Meggiez0rous

Jeg sidder og spilder tiden for anden dag i streg, og så kom jeg i tanker om mit frirum. Mit lille, hemmelige hjørne af internettet, hvor jeg bilder mig selv ind, at min ærlighed ikke har konsekvenser. Hvor højtragende retorik og mærkelige metaforer afskrækker de blinde fra at læse til ende, til jeg til sidst sidder tilbage med et publikum på én. Mig. 

 

Jeg har skriveblokade, hvilket føles underligt at læse højt for mig selv, når nu jeg taster løs herinde. Om en uge skal jeg aflevere et projekt om skolemad og vurdering af menuplaner - et stykke kage - men jeg kan slet ikke få mig selv til at gå i gang. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har altid troet på, at det var fordi jeg var forkælet og ikke var vant til at gøre ting, jeg ikke følte for. Men jeg har selvdiagnosticeret mig vej frem til en ny forklaring, og jeg føler mig meget hjemme i min nye kasse. Der er intet behov for at få en læge til at forsejle den, men jeg har nu nye muligheder for at finde redskaber, ligesindede og (selv-)forståelse.

 

I går aftes flød bærgeret over, og E agerede underkop. Han mindede mig om, at om 6 måneder er min situation en anden. Jeg er færdigudlært og giftfri. Jeg har formentlig fundet et arbejde og en fast holdeplads, og hvis at går, som det skal, så er jeg også boligejer og flyttet ind E's og mit for-evigt-hus. Det har aldrig været min stærke side at se så langt fremad, men jeg kan alligevel godt mærke, at hans ord får mig til at holde ved lidt endnu.

 

Så jeg er her, og jeg er måske ikke konstruktiv i deres forstand, men jeg er her. Jeg passer mig selv, jeg generer ingen, jeg er her bare. Jeg prøver ikke at få det sidste ord, eller nogen ord for den sags skyld, jeg sidder bare her. Den eneste, som har spurgt, om jeg er okay, er hende, som ingen af de andre gider at snakke med. What a cliché. Jeg har stadig ikke affundet mig med, at voksenlivet er det samme som teenagelivet. Bagtaleri på arbejdet, mødepræsentationer i Power Point, kliker, madpakker. Det får mig til at tænke på vores skolekomedie i 5. klasse - vi skulle opføre Nattergalen, og jeg havde forestillet mig en opsætning a la amerkanske high school rom-coms, og jeg endte i en af lærernes aflagte t-shirts med påsyede fjerbolde foran en stor mikrofon på stativ. Måske er det derfor, jeg altid prøver at gøre tingene omkring mig perfekte. Jeg vil helst skabe en scene. Et kapitel.

 

Jeg gad vide, hvordan jeg endte her. Hvorfor ord aldrig blev min levevej, og hvorfor jeg stadig sætter mig selv i situationer, hvor mine blokeringer blokerer mig. Det føles anderledes denne her gang. Det er ikke et rigtigt hul, for det føles som om, at det er skabt af udefrakommende - ikke mig selv. Jo jo, så kunne jeg godt gå i gang med at selvransage og give mig selv skylden for andres opførsel, men jeg kunne også lade være. I løbet af de sidste par år, er jeg blevet meget bedre til at navigere i de andres usynlige verden. "Godmorgen", ".. hvad med dig?" og andre tomme ytringer, som gør folk bløde og medgørlige. Jeg øver mig på at være beige, for det giver mig færre knubs. Men det er hårdt. Det er deprimerende at se, hvor meget, nogle mennesker kan slippe ad sted med, og min retfærdighedssans gør mig modbydelig. Jeg er bare for klog til at lade det gå ud over de, som fortjener det, og så vender jeg det enten indad eller tager det med hjem. 

 

Lidt endnu. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg er holdt op med at løbe - for jeg skal nok nå derhen uanset. Og så længe jeg skriver, får jeg lov at være i fred. "Hun ser godt nok fokuseret ud", gad vide om jeg får en faglig åbenbaring snart.

 

Blogg.se - hvor er det længe siden. Lange aftener med navlepilleri og musikanalyser. Hvor eneste bekymringer var drenge og venner, men hvor altid føltes stærkt og unikt. Jeg følte mig stærk og unik. Nu føler jeg mig mest af alt utilstrækkelig. Jeg glemte at udvikle mig, og nu er alle de andre nået ligeså langt. Jeg havde potentiale, men jeg manglede viljen, og jeg fandt først motivationen, da jeg groede den inde i maven. Måske skulle jeg hente en kop kaffe...