Meggiez0rous

Min virkelighedssans er ved at indtræffe, og jeg begynder at blive nervøs for, om alt det her bare foregår inde i mit hoved. At jeg er så wrecked og indbildsk, at jeg tolker simpel venlighed som flirt. At jeg undervurderer hans professionalisme og integritet, fordi de begreber er så fremmede for mig. At jeg kommer til at skulle bagatellisere, hvor ked af det, jeg kommer til at være, når han nonchalant fortæller mig, at jeg nok har misforstået noget. Jeg er måske endnu mere nervøs for, at det løber ud i sandet, fordi jeg fokuserer for meget på form og det rette oplæg til at handle og rent faktisk tage chancen. Jeg kan nærmest mærke den tomme følelse af magtesløshed i maven. Følelsen af, at stå tilbage uden nogen afslutning, at være tvunget til at leve på svage minder, indtil de en dag forsvinder. Denne her gang er jeg nødt til at gå på kompromis med mit ego og turde at sætte mig selv i en sårbar position. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår.

 

Der kører så mange scenarier rundt i mit hoved. Meningen var, at jeg helt afslappet skulle fortælle at jeg var interesseret og bare invitere ham ud. No big deal. Og det er sådan set stadigvæk planen, men nu er jeg nødt til at lægge låg på mig selv og lade som om, at jeg har det, som jeg burde have det; stille og roligt. Det betyder langt mere for mig, end jeg havde forestillet mig, at det ville. Jeg kan mærke, at det boost, det ville give mig at vide, at det ikke bare er mig, der overtolker ting, at jeg er interessant og værd at give en chance og lære at kende. Tanken om, at alle de samtaler, at alt hvad jeg har givet af mig selv, at alt det ikke har givet ham lyst til at se mere, det sårer mig virkelig meget. På forhånd vel at mærke.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre, udover at forsøge at holde hovedet koldt og holde mig til planen. At vente til det øjeblik, hvor vores tilhørsforhold ændres, og der ikke er andet at tage stilling til, end hvorvidt han har lyst til at se mig igen i en ny situation eller ej. At blotte mig selv på en humoristisk og kæk, men også sårbar og ærlig måde, som på ingen måde kan misforstås. Hvor han er nødt til at mærke efter og svare ja eller nej. 

 

Jeg har skrevet et digt til ham. Ikke sådan et "roser er røde, violer er blå"-digt, men et casual, engelsk rimdigt, præcis som jeg plejer. Jeg tænker at introducere det med et let grin, men levere det tydeligt og med øjenkontakt på de rigtige tidspunkter. Hvis han afviser mig efter det, så har jeg i det mindste vist, at jeg har mod, eftertænksomhed og selvironi. Jeg har lært så meget det sidste år, og jeg er kommet så meget ud af min boble. Jeg er blevet meget mere udadvendt og selvsikker, og det ville virkelig være som en kulmination på en masse selvindsigt og hårdt arbejde, hvis jeg kunne score en date på boldness på denne her måde. Jeg er så nervøs.

 

Det er mest timingen, jeg tænker over i de her dage. Det må ikke virke forhastet, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal undgå det. Det er hans tidsplan, vi arbejder efter, ikke min, og hvis han har travlt, så går hele planen i vasken. Og jeg vil ikke tabe på en cheesy pick-up-line. 

 

På lørdag er det min fødselsdag, og jeg skal se ham. Han har tegnet et lille flag på dagen i sin kalender, så han ikke glemte dagen. Mit største håb er, at han tager chancen og viser sin interesse tydeligt den dag. At han tør at risikere alt, og at han viser, at han stoler på, at jeg kan håndtere situationen modent og fornuftigt. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over den dag, for hvis der er noget, der er Meggie i en nøddeskal, så er det at ødelægge en god ting med for høje forventninger. Men min fødselsdag har virkelig været omdrejningspunkt for vores flirten, og han har gjort et stort nummer ud af at være sikker på at huske dagen. Et basalt "tillykke med fødselsdagen" ville nok skuffe mig lidt. Især fordi det er den perfekte åbning for ham. En super mulighed for at vise mig, at jeg er mere end arbejde for ham, at vores samtaler også har betydet noget for ham. Måske har jeg ligeså meget brug for en bold mand, som jeg har brug for selv at være det. 

 

Det er meget forvirrende alt sammen, og måske er det snart slut. Jeg prøver at nyde ham og os og følelsen af at have et crush. Det er en helt speciel tilstand at være i, og at komme i kontakt med de følelser igen, får mig til at føle mig super heldig. Forhåbentligt får jeg lov til at lade dem udvikle sig og være fri, istedet for at underminere dem og skjule dem som nu, fordi det er så pinagtigt og banalt. Jeg er så fucked.