Hjerter smadres uden ansvar

SÅ HAR JEG LIGE FÅET STJÅLET endnu en cykel - eller måske blev den bare fjernet, for min berusede tvilling lod den vist overnatte foran kiosken med det faretruende skilt: 'Cykler fjernes uden ansvar'.
Men fratager sådan et skilt egentlig for ansvar? Som forretningsindehaver eller vicevært har man da lov til at flytte en cykel lidt, hvis den står i vejen, men må de virkelig fjerne den, eller mere grotesk, smide den ud?

SKILTET HOLDER NOK IKKE i retten, men det er effektivt. Og dog. Undertegnede tøvede jo ikke med at forlade cyklen, selvom ordene blev læst nøje (det tog vel ti minutter at få bakset låsen sammen i den tilstand).
Man fristes til at tænke: Jamen, er hun idiot? Denne cykeltragedie kunne sikkert være undgået, hvis advarslen var blevet taget alvorligt, hvilket selvfølgelig får mig til at tænke på ... dating.

MIN VENINDE HAR set en mand i nogle måneder, og hun er forelsket. Der er bare lige et problem: Han vil ikke være kærester. Lige nu.
Vi analyserer udsagn såsom: 'Jeg er bare lidt svær', 'Du ved ikke, hvad du roder dig ud i' og 'Du er for god til mig'.
For hvordan kan man vende hans selvværd, og hvorfor tager han selv initiativ til at se hende flere gange om ugen, hvis han ikke kan binde sig?

DET ER FAKTISK IKKE det store mysterium, for nu har han jo advaret. Oversat: 'Hjerter smadres uden ansvar!' Egentlig ikke moralsk i orden, men hun er jo selv gået ind i det.
Nu samler hun på kærtegn, blikke og komplimenter, som beviser for, at han er ved at omvende sig - og ikke kan undvære hende.

HÅBET ER EN SMUK TING og får os ud af sengen en vintermorgen, men det kan også få os til gå over for rødt midt i myldretiden. I min venindes tilfælde står håbet i vejen for at møde en sød mand, der virkelig vil hende.

EN AFSKEDS-ODE til min cykel: Livet er ikke det samme uden dig. Jeg tog ikke skiltet alvorligt, og det skal jeg beklage. Håbet og promillen stod i vejen. Ellers var du blevet flyttet de ekstra meter over til det cykelstativ, der faktisk gerne ville ses med dig offentligt.

PS: Hvor meget er du villig at satse for en mavefornemmelse? Din cykel? Et hjerte? Og hvor meget må du fjerne eller smadre uden ansvar, så længe du har advaret?

- skrevet af klummeskribent Charlotte Heje Haase.


Kommentarer

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress: (publiceras ej)

URL/Bloggadress:

Kommentar:

Trackback
RSS 2.0