Meggiez0rous

Hej individer..
Jeg er 21 timer fra den endegyldige frihed. Det virker for underligt til at tage stilling til. Jeg skal iklædes en sort fin kjole i dagens anledning.. Der er ingen officiel dresscode, men dimissionen er det tætteste, jeg kommer på en promnight, så jeg vil gerne tage mig fint ud. Desuden er folk vant til at se mig i sneaks og t-shirts, så det ville være rart at give dem et sidste indtryk af mig, inden alting forsvinder. Til kjolen har jeg idag købt et par guldsko... Med 6 centimeter høje hæle. Det er ikke lige, hvad jeg plejer at rende rundt i, men jeg må jo ændre min kropsholdning bare for den ene aften. Eller om ikke andet så prøve.

Alting ser anderledes ud på mine 6 centimeters hæle.. Ikke så meget fordi jeg er kommet det stykke højere op, men fordi det er det eneste tækkelige bevis på, at jeg forlader alt og alle om meget snart. Jeg har skubbet erkendelsen væk hver dag indtil nu. Nu kan jeg ikke benægte det mere, og det skræmmer mig. Det skræmmer mig usandsynligt meget at skulle stå på egne ben. Det virker symbolsk, når nu jeg bliver ved at vrikke om i mine høje høje sko...

Folk er til fest idag. Sankt Hans fester.. Jeg sidder derhjemme og prøver at virke bitter. Men det er jeg langt fra at være. Jeg har brug for at samle tankerne idag, jeg kan ikke lide idéen om at møde op imorgen og lade dagen gå forbi, som alle andre dage gør det. Imorgen skal foreviges.. Jeg vil gerne opleve imorgen nede ved jorden, iblandt de, dagen omhandler. Men jeg skal have mine høje sko på, så det må jeg vel opgive.. Ligesom alt det andet, alle de andre.

Jeg er bange for at lukke øjnene. Jeg er bange for at glemme.. Jeg har sagt tusind gange, at jeg aldrig vil glemme den her tid. Men når man hører voksne mennesker snakke om deres skoletid, virker det bare så.. Overfladisk? Jeg er bange for at glemme følelsen af den første forelskelse. Jeg er bange for at miste mindet om en vennekreds så overdådig, at det virker som om, at min mission på livet allerede er udført? Jeg tør ikke møde op til min egen dimission, af frygt for at begynde at tude. Jeg vil ikke ses på som hende, der tog alting alt for seriøst.. Men jeg er hende. Jeg tager tingene seriøst, og jeg kommer til at tude. Det må folk vel bare tolke, som de nu lyster. Jeg er oprigtig, og har alle dage været det..

Mest af alt er jeg bange for, at de andre glemmer. Min egen hukommelse kan jeg delvist styre, men menneskerne omkring mig ser jo anderledes på alt det her. Jeg hader at savne, og jeg er allerede godt igang...
Villy og Theis har lovet at signere min blå bog. Jeg glæder mig til at se folket, også selvom det bliver fra oven.
Verden er surrealistisk, og jeg glæder mig egentlig ret meget til imorgen..
/Kia Kathrine Jespersen (I'm gonna get a c-tattoo).