Meggiez0rous

Jeg orker ikke social kontakt, jeg gider ikke at omgås jer. Jeg sagde igår, at det skyldtes hovmod.. Det passer ikke, tror jeg.. Jeg er bare dybt svær at tolke, jeg er selv stadig under oplæring. Jeg vil helst bare sidde for mig selv og skrive. Skrive fordi jeg har lyst til det, skrive fordi jeg kan. Selvstændig, uh ja, men tæller det overhoved som noget mere? Selvstændighed er en dyd, der hvor jeg er fra, men her opfatter alle det som tomme ord. Højskole - det eneste sted i verden, hvor du får serveret løgne åbenlyst uden at tænke over det. Lad mig nu få (?) noget selvskabt tryghed.. Jeg tør næsten ikke leve igen, af frygt for at miste fodfæstet og den rutinerede vejrtrækning. Der er så få af jer, hvordan finder man mindeværdige mennesker, når man bliver ved at holde fast i den ene hånd med den anden? Jeg har ikke plads til dig, ikke endnu i hvert fald. Bedøv mig, bedøv mig ind i en bubblewrap-verden, hvor jeg ikke behøver tage stilling til andet end dig, dit smil og min opfattelse af det. Elsk mig gennemført, fordi du føler for det. Fortæl mig, hvor du er, jeg er træt af at lede efter gennemsigtige klichéer, der er placeret lige udenfor min ego-kasse. Det virker så latterligt, når nu jeg havde alt, jeg havde brug for. Vi har alle sammen en baggrund, og min var på så højt et niveau, at jeg ikke orker at sammenligne.. "Tiden læger alle sår" - ja, det manglede sgu da også bare! Det var da tiden, der startede det hele.. Det er tidens skyld, at min dag er dårlig. Jeg tænker for dybt, for bredt og for meget. Drik dig søvnløs i mit selvskab, jeg forguder ting, der kan give mig undskyldninger for min dopede sindstilstand. Alkohol, stoffer, kærlighed - dybfølt, vel at mærke..

Har du noget at tilføje, så kigger du bare ind.
Eller.. Nej, bliv helst væk. Tror jeg.. Bah.