Meggiez0rous

Jeg er kommet for langt væk fra den person, jeg godt kunne lide at være. Jeg har tabt en del af mig på gulvet; den passionerede, den selvsikre, den reflekterende. Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har tiden til at sidde og drikke kaffe og svælge i følelser og skæve formuleringer, men sandheden er, at jeg har al tid i verden. Det er ikke morlivet, som stopper mig, det er mig selv. Jeg er blevet et får.

Der er ikke nok substans i de ting, jeg omgiver mig med. Mine fokuspunkter har flyttet sig, og det er jo i sig selv meget naturligt (og nok også sundt), men jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg mangler en del af mig.

 

De, der har læst med fra begyndelsen, ved, at stemninger for mig er skabt af mange elementer. Mørket, kaffen, musikken, tidspunktet på døgnet - det hele er en nødvendighed for at vende tilbage til min boble. Og selv nu, hvor det hele spiller, og jeg kan mærke nydelsen i fingerspidsernes dansen henover tastaturet, selv nu, er mit fokus på ligegyldige ting som "hvorfor svarer han mig ikke på snapchat?".

 

Jeg studerer Dansk A på fjernundervisning, og jeg føler mig langt oftere formuleringslammet end tidligere. Jeg har mistet min evne til at lege med sproget og give hver opgave et personligt præg, og jeg er faktisk oprigtigt nervøs for eksamen. Det føles vildt underligt, for sproget var min legeplads. Det var her, jeg kunne slappe af og føle mig hjemme, og i en singlemor-hverdag er det mere end tiltrængt med et break fra selvhadet og tvivlen.

 

Når jeg skal koble af nu, drikker jeg mig ned. Ter mig. Vågner op med en masse historier at fortælle, men også med en knude i maven og en næsten uimodståelig flugttrang. Hvor længe kan jeg mon blive ved, før jeg ikke kan vise mig mere? Hvorfor skræmmer det stille familieliv mig så meget, når nu det var min store drøm? Hvorfor er de to ting så svære at kombinere? Det er sindssygt ensomt det her singlemor-liv, og når jeg er ude, ligger hele verden for mine fødder - ingen forbehold, ingen regler. Det er fristende.

 

Mine tanker går til Stockholm i de her dage. Havde jeg fulgt planen, havde jeg selv været ved jer nu, og Åhléns kunne meget vel have været en weekendsdestination. Jeg er så skræmt, og det er også en af grundende til, at jeg er holdt op med at have de her skrivestunder. Jeg har ikke lyst til at bruge mit hoved, til at føle, tænke og reflektere. Jeg er bange. Jeg går rundt med skyklapper på, ser Paradise Hotel og bor i en boble, en helt anden boble, end den jeg plejede. Jeg er vel bange for at knække, for at miste den sidste smule gåpåmod og naivitet.. Jeg er ligeglad med blod, jeg er en af jer, og det føles virkelig som om, at det her er den nye verden. Frygtens verden. 

 

Totalt bekræftelsesafhængig og samtidigt dybt introvert. Jeg sætter mig selv i de helt forkerte situationer, opstarter quests, som bekræfter helt forkerte sider af mig selv. 24 år, og ikke spor klogere på livet, end jeg var som 18-årig. Jeg venter stadig på den dag, jeg kan ryste på hovedet og tænke "åh, forvirrede pige dog", når jeg læser mine gamle blogindlæg. Jeg troede, jeg var ved at nå dertil, men jeg har stadig ingen anning. Jeg er stadig lost. 

 

Men når jeg ikke tænker. Når jeg ser Paradise Hotel, når jeg leger med min søn, eller når jeg snapper med egoboosters. Så er det der med selvindsigt ligemeget. Den hurtige underholdning, de tomme kulhydrater, den uforpligtende sex - alt det, der gør mig dummere og lykkeligere. 

 

Det blev et af de lange. Hvem jeg var engang. Hvem jeg åbenbart stadigvæk er, om ikke hele tiden, så i sene søndagsstunder. Ta det lugnt, sthlm. Lätt att säga, svårt att göra, jag vet. Ni är i mitt hjärta, I hela Nordens hjärta just nu. Kånns som sista året, att jag lyssnade på Ken Rings "Äntligen Hemma" och märkade kånnslen av att längtas. Sthlm var verkligen drömmen min, och jag vil altid känna mig som en av er. Stoppa inte leva livet, då vill jag forsöka efterleva dom ordena själv.

 

Hej,