Meggiez0rous

Sidste gang skrev jeg noget om, at jeg følte, jeg havde mistet den del af mig, som skrev herinde. Hun er her i den grad stadigvæk, og lige nu kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg savnede hende til at begynde med. Det er meget muligt, at hun er talentfuld og ambitiøs og fuld af finurlige formuleringer, men først og fremmest er hun et stort barn. Hun er selvhøjtidelig og arrogant, og hun græder, når hun ikke får sin vilje. Hun er stædig og smålig, og hun får mine kinder til at brænde og min hals til at snørre sig sammen. Jeg ville uden tøven slippe hende og sige farvel til boblerier og tasteslag, hvis jeg istedet kunne få lov at være i stand til at gøre ting, uden at hun skal gøre et stort nummer ud af dem.

 

Jeg er træt af at hyperventilere over skoleopgaver. Jeg er træt af, at jeg ikke kan sige noget eller gøre noget, fordi jeg overtænker det. Jeg vil også kunne føle glæde over en lille sejr, istedet for selvhad og -bebrejdelse over at have "gået imod mig selv". Jeg kan slet ikke lide hende, som I kender som Meggie.

 

Alligevel er hun en kæmpe del af min baggage. Det er hende, som sørger for, at jeg er tro mod den, jeg tror, jeg er. Hende som engang for længe siden sørgede for mit jævnlige egoboost på bloggen. 

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Hvordan jeg skal overkomme den kæmpe forhindring, der er mig selv. Hvordan gør andre? Hvordan kan folk bare gøre ting uden at lade deres alteregoer spænde ben for dem? Og hvorfor vil mit ikke have, at jeg lykkes?