Meggiez0rous

Day three in emotional solitude. Jeg har hentet mig en café latte og en morgenbolle, og nu sidder jeg klar, parat, start på absolut ingenting. Lige nu er jeg et stort, forvirret rod. Jeg har brug for svar, afklaring og afslutning, men jeg kan ikke få noget af det. Jeg skal være tålmodig og afventende, og det er ikke mine stærkeste sider. Det lammer mig, at jeg ikke kan lægge låg på nogle af mine projekter, for det bobler indeni for at skabe nye. Jeg har alt for mange bolde i luften lige nu, og det føles som om, at de er lavet af glas. Hæver jeg stemmen overfor børnene, ødelægger jeg deres barndom. Er jeg ikke forstående overfor min mand, så går han fra mig. Passer jeg ikke hjemmet, åh, ja, så sker begge dele. Det mest fjollede er, at jeg jo ikke er så dum, at jeg ikke forstår, at det er et urimeligt, selvskabt pres uden rod i virkeligheden - det gør bare ikke den store forskel.

 

Musik ville hjælpe, men jeg har ikke nogen outlet. Sex ville hjælpe, men min mand tænder umiddelbart mere på glæde og overskud end på tanken om sex som værende et selvhjælpsredskab. 

 

Hvis jeg går på internettet og forhører mig, så oplever jeg adhd-paralysis, og svaret er et dopaminboost. But how the fucking hell.

Dette her er runde to. Hvilket betyder, at jeg stadigvæk er i gang med mit komplette tidspilde, og det gør mig underligt stolt, at jeg holder stand. Måske er det mit problem, hvem ved. Jeg har to timer tilbage, og dagen i dag er blevet brugt på blog, mastermind, minesweeper, kabale og lidt quizzer fra Jetpunk. Jeg har drukket to kopper kaffe, og jeg har fået tjekket op på et par mails. Jeg har faktisk også socialiseret, hvilket kom mere end en smule bag på mig.

 

Når uret ringer, begynder anden halvdel af min tirsdag. Jeg skal med E ud og kigge på et potentielt nyt hus, og bagefter er der dømt mom-ing: hente børn, handle ind, lave mad, vaske tøj, all that. Måske der bliver overskud til en film og en magaritha efter putning?

 

When everyday things become everyday pleasures - you belong. Jeg ved ikke helt, om jeg er der, men jeg ved, at det føles sådan ind imellem, og jeg tror, at det er godt nok. At jeg har udsving som en sismograf, har ikke så meget med mine omgivelser at gøre, det er bare mig og mit nyfundne klistermærke. Alt er ok. Alt er love.

 

Men tiden snegler sig stadigvæk, og jeg sidder stadigvæk fast, selvom det føles mere som om, jeg har bygget rede i stilstanden nu. Jeg har ikke nogen bekymringer omkring, at jeg ikke er kommet i gang, for jeg har ligesom taget beslutningen om, at jeg ikke kan/vil/gider/formår etc. - forsvarsmekanisme eller hvad end. Da jeg bloggede herinde i sin tid, var Kenza den mest sete blog. I dag følger jeg hende på instagram, og det gør mange i min omgangskreds også. Det er altid en unik følelse, at se hendes posts om hendes liv - at se, hvor langt hun er kommet. Blogging er noget helt, helt andet i dag, hvor hun er meget mere billeder og video end tekst, og det er sjovt at se kontrasten. Jeg tror aldrig, at jeg kunne have gået samme vej. Mit element er sætninger, laaaaange sætninger, og jeg gik aldrig op i branding. Men hvad nu hvis?

 

 

 

 

Jeg sidder og spilder tiden for anden dag i streg, og så kom jeg i tanker om mit frirum. Mit lille, hemmelige hjørne af internettet, hvor jeg bilder mig selv ind, at min ærlighed ikke har konsekvenser. Hvor højtragende retorik og mærkelige metaforer afskrækker de blinde fra at læse til ende, til jeg til sidst sidder tilbage med et publikum på én. Mig. 

 

Jeg har skriveblokade, hvilket føles underligt at læse højt for mig selv, når nu jeg taster løs herinde. Om en uge skal jeg aflevere et projekt om skolemad og vurdering af menuplaner - et stykke kage - men jeg kan slet ikke få mig selv til at gå i gang. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har altid troet på, at det var fordi jeg var forkælet og ikke var vant til at gøre ting, jeg ikke følte for. Men jeg har selvdiagnosticeret mig vej frem til en ny forklaring, og jeg føler mig meget hjemme i min nye kasse. Der er intet behov for at få en læge til at forsejle den, men jeg har nu nye muligheder for at finde redskaber, ligesindede og (selv-)forståelse.

 

I går aftes flød bærgeret over, og E agerede underkop. Han mindede mig om, at om 6 måneder er min situation en anden. Jeg er færdigudlært og giftfri. Jeg har formentlig fundet et arbejde og en fast holdeplads, og hvis at går, som det skal, så er jeg også boligejer og flyttet ind E's og mit for-evigt-hus. Det har aldrig været min stærke side at se så langt fremad, men jeg kan alligevel godt mærke, at hans ord får mig til at holde ved lidt endnu.

 

Så jeg er her, og jeg er måske ikke konstruktiv i deres forstand, men jeg er her. Jeg passer mig selv, jeg generer ingen, jeg er her bare. Jeg prøver ikke at få det sidste ord, eller nogen ord for den sags skyld, jeg sidder bare her. Den eneste, som har spurgt, om jeg er okay, er hende, som ingen af de andre gider at snakke med. What a cliché. Jeg har stadig ikke affundet mig med, at voksenlivet er det samme som teenagelivet. Bagtaleri på arbejdet, mødepræsentationer i Power Point, kliker, madpakker. Det får mig til at tænke på vores skolekomedie i 5. klasse - vi skulle opføre Nattergalen, og jeg havde forestillet mig en opsætning a la amerkanske high school rom-coms, og jeg endte i en af lærernes aflagte t-shirts med påsyede fjerbolde foran en stor mikrofon på stativ. Måske er det derfor, jeg altid prøver at gøre tingene omkring mig perfekte. Jeg vil helst skabe en scene. Et kapitel.

 

Jeg gad vide, hvordan jeg endte her. Hvorfor ord aldrig blev min levevej, og hvorfor jeg stadig sætter mig selv i situationer, hvor mine blokeringer blokerer mig. Det føles anderledes denne her gang. Det er ikke et rigtigt hul, for det føles som om, at det er skabt af udefrakommende - ikke mig selv. Jo jo, så kunne jeg godt gå i gang med at selvransage og give mig selv skylden for andres opførsel, men jeg kunne også lade være. I løbet af de sidste par år, er jeg blevet meget bedre til at navigere i de andres usynlige verden. "Godmorgen", ".. hvad med dig?" og andre tomme ytringer, som gør folk bløde og medgørlige. Jeg øver mig på at være beige, for det giver mig færre knubs. Men det er hårdt. Det er deprimerende at se, hvor meget, nogle mennesker kan slippe ad sted med, og min retfærdighedssans gør mig modbydelig. Jeg er bare for klog til at lade det gå ud over de, som fortjener det, og så vender jeg det enten indad eller tager det med hjem. 

 

Lidt endnu. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg er holdt op med at løbe - for jeg skal nok nå derhen uanset. Og så længe jeg skriver, får jeg lov at være i fred. "Hun ser godt nok fokuseret ud", gad vide om jeg får en faglig åbenbaring snart.

 

Blogg.se - hvor er det længe siden. Lange aftener med navlepilleri og musikanalyser. Hvor eneste bekymringer var drenge og venner, men hvor altid føltes stærkt og unikt. Jeg følte mig stærk og unik. Nu føler jeg mig mest af alt utilstrækkelig. Jeg glemte at udvikle mig, og nu er alle de andre nået ligeså langt. Jeg havde potentiale, men jeg manglede viljen, og jeg fandt først motivationen, da jeg groede den inde i maven. Måske skulle jeg hente en kop kaffe...

Jeg tænker nogle gange over, om denne her følelses-outlet har en udløbsdato. Om der kommer en dag, hvor det ikke længere er en hjælp at skrive her. Hvem ved, det er i hvert fald ikke endnu. Jeg er den samme Meggie, som jeg hele tiden har været. Det er noget af det, som undrer mig mest ved at være blevet voksen. Jeg er stadigvæk mig. Samme mønster, samme adfærd, samme begrænsninger. Jeg er blevet en smule mildere, men dybest set, er der ingen forskel. Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg synes om...

 

Jeg er i gang med at opdrage to nye mennesker til verden. Det er et kæmpe ansvar og et enormt privilegium. Jeg vil gerne give dem de bedste af mine egenskaber, men sandheden er, at det kan jeg ikke. De kommer af kamp og reflektion.

 

Jeg har fundet en mand, som kan rumme alt det her kaos. En livspartner, som gør det hele nemmere at nagivere rundt i. En ven, som gør mig rolig og fattet, og som mildner monsteret indeni.

 

Jeg har lavet mig en familie. Det er fuldstændigt fantastisk.

Varme sommertilfældigheder førte mig til dig, og jeg vidste fra første smil, at der var noget specielt over os - noget stærkt og usynligt, noget andet end bare fysisk tiltrækning. Første gang, jeg fortalte nogen om dig, sagde jeg, at jeg havde lyst til at lære dig at kende og gøre det hele rigtigt. Første gang jeg sad på passagersædet i din bil, var alt jeg tænkte på, at det ikke ville være sidste gang, jeg sad der ved din side.

 

På alle vores køreture mærkede jeg det. Og nu, hvor jeg har hørt din side af vores historie, falder alle brikkerne på plads. Hvordan du sad ved siden af mig og tænkte, hvad jeg tænkte. Hvordan du, præcis som jeg, ventede på, at det blev vores sidste dag, så du kunne invitere mig ud. Hvordan du smugkiggede på mig i spejlene, fortalte dine venner om mig og glædede dig til at se mig igen. Lige præcis som jeg. 

 

Nu befinder vi os i en boble af magi og middagslure, grin og gåture, sex og soduku; mere eller mindre parallelt med vores egentlige tilhørsforhold. Alting er roligt og mildt og føles virkelig godt, selvom jeg ikke kan se mig helt fri for kynisme og frygt endnu. Noget er anderledes med os to, og jeg glæder mig virkelig til at udforske os.

 

De sagde, at det at lære at køre bil ville give mig den ultimative frihedsfølelse. They had no idea.

Sidste gang jeg skrev, var mit hoved et stort kaos på overarbejde. Jeg var nervøs og spændt og fuld af sommerfugle i maven og bobler i sindet. Jeg stod på en afsats, en social point of no return, og forsøgte at overbevise mig selv om, at vejen var vigtigere end målet - at det, at sætte mig selv i en sårbar situation og tage en chance, betød mere på lang sigt end hvorvidt, jeg ville vinde. Og det står jeg ved.

 

I dag vimser jeg rundt i korte shorts og støvsuger og føler mig rolig og glad. Alting kører lige nu, og det føles mildt og trygt, snarere end ekstatisk. Jeg har overtænkt og følt mig skræmt over min manglende maniske tilgang til tingene, men faktisk føles det rigtig rart bare at leve og nyde. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ting, at jeg nærmere svæver end flyver. Måske er det sundt. Måske er det tegn på, at jeg er på en lidt mere bæredygtig vej nu end tidligere. Det føles som om, at jeg har fundet noget ro.

 

Det har indtil videre været den mest vanvittige sommer i mit liv. Højdepunkter og begivenheder sat til side, så har det været sommeren, hvor jeg fik vinger og lod en ny side af mig blomstre. Det har været sand mellem tæerne, jordbærmojitos og gode venner. Nye bekendtskaber, kaffedates og familieudflugter. Californication og crop-tops, sex og solskinsvejr, og jeg har stadigvæk en måned tilbage. Jeg føler mig så taknemmelig.

 

 

 

 

Min virkelighedssans er ved at indtræffe, og jeg begynder at blive nervøs for, om alt det her bare foregår inde i mit hoved. At jeg er så wrecked og indbildsk, at jeg tolker simpel venlighed som flirt. At jeg undervurderer hans professionalisme og integritet, fordi de begreber er så fremmede for mig. At jeg kommer til at skulle bagatellisere, hvor ked af det, jeg kommer til at være, når han nonchalant fortæller mig, at jeg nok har misforstået noget. Jeg er måske endnu mere nervøs for, at det løber ud i sandet, fordi jeg fokuserer for meget på form og det rette oplæg til at handle og rent faktisk tage chancen. Jeg kan nærmest mærke den tomme følelse af magtesløshed i maven. Følelsen af, at stå tilbage uden nogen afslutning, at være tvunget til at leve på svage minder, indtil de en dag forsvinder. Denne her gang er jeg nødt til at gå på kompromis med mit ego og turde at sætte mig selv i en sårbar position. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår.

 

Der kører så mange scenarier rundt i mit hoved. Meningen var, at jeg helt afslappet skulle fortælle at jeg var interesseret og bare invitere ham ud. No big deal. Og det er sådan set stadigvæk planen, men nu er jeg nødt til at lægge låg på mig selv og lade som om, at jeg har det, som jeg burde have det; stille og roligt. Det betyder langt mere for mig, end jeg havde forestillet mig, at det ville. Jeg kan mærke, at det boost, det ville give mig at vide, at det ikke bare er mig, der overtolker ting, at jeg er interessant og værd at give en chance og lære at kende. Tanken om, at alle de samtaler, at alt hvad jeg har givet af mig selv, at alt det ikke har givet ham lyst til at se mere, det sårer mig virkelig meget. På forhånd vel at mærke.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre, udover at forsøge at holde hovedet koldt og holde mig til planen. At vente til det øjeblik, hvor vores tilhørsforhold ændres, og der ikke er andet at tage stilling til, end hvorvidt han har lyst til at se mig igen i en ny situation eller ej. At blotte mig selv på en humoristisk og kæk, men også sårbar og ærlig måde, som på ingen måde kan misforstås. Hvor han er nødt til at mærke efter og svare ja eller nej. 

 

Jeg har skrevet et digt til ham. Ikke sådan et "roser er røde, violer er blå"-digt, men et casual, engelsk rimdigt, præcis som jeg plejer. Jeg tænker at introducere det med et let grin, men levere det tydeligt og med øjenkontakt på de rigtige tidspunkter. Hvis han afviser mig efter det, så har jeg i det mindste vist, at jeg har mod, eftertænksomhed og selvironi. Jeg har lært så meget det sidste år, og jeg er kommet så meget ud af min boble. Jeg er blevet meget mere udadvendt og selvsikker, og det ville virkelig være som en kulmination på en masse selvindsigt og hårdt arbejde, hvis jeg kunne score en date på boldness på denne her måde. Jeg er så nervøs.

 

Det er mest timingen, jeg tænker over i de her dage. Det må ikke virke forhastet, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal undgå det. Det er hans tidsplan, vi arbejder efter, ikke min, og hvis han har travlt, så går hele planen i vasken. Og jeg vil ikke tabe på en cheesy pick-up-line. 

 

På lørdag er det min fødselsdag, og jeg skal se ham. Han har tegnet et lille flag på dagen i sin kalender, så han ikke glemte dagen. Mit største håb er, at han tager chancen og viser sin interesse tydeligt den dag. At han tør at risikere alt, og at han viser, at han stoler på, at jeg kan håndtere situationen modent og fornuftigt. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over den dag, for hvis der er noget, der er Meggie i en nøddeskal, så er det at ødelægge en god ting med for høje forventninger. Men min fødselsdag har virkelig været omdrejningspunkt for vores flirten, og han har gjort et stort nummer ud af at være sikker på at huske dagen. Et basalt "tillykke med fødselsdagen" ville nok skuffe mig lidt. Især fordi det er den perfekte åbning for ham. En super mulighed for at vise mig, at jeg er mere end arbejde for ham, at vores samtaler også har betydet noget for ham. Måske har jeg ligeså meget brug for en bold mand, som jeg har brug for selv at være det. 

 

Det er meget forvirrende alt sammen, og måske er det snart slut. Jeg prøver at nyde ham og os og følelsen af at have et crush. Det er en helt speciel tilstand at være i, og at komme i kontakt med de følelser igen, får mig til at føle mig super heldig. Forhåbentligt får jeg lov til at lade dem udvikle sig og være fri, istedet for at underminere dem og skjule dem som nu, fordi det er så pinagtigt og banalt. Jeg er så fucked.

Jeg har mest af alt lyst til at køre en lang tur i mørket med dig ved siden af mig. Lære nye ting om dig, føle mig inkluderet og imponeret. Bilde mig selv ind, at konteksten er en anden. Mærke hjertet banke og skrivetrangen pulsere i fingerspidserne. Synge med på guilty pleasures, misse en frakørsel eller to, fordi dit smil blænder mig. Genfinde mig selv og min ro og komme i tanker om, hvor meget jeg nyder optakten og usikkerheden. Kun give opmærksomhed til det, der er i mit synsfelt. Vide at det er dumt og barnligt og typisk mig og være ligeglad. Slappe af. 

 

Jeg har lyst til at ride på bølgen, istedet for at smadre det hele med fornuft og virkelighed. Høre pop og synge i hårbørsten, tage læbestift på og smile lidt mere, end jeg plejer. Tolke dine ord til min fordel og lade dem gøre mig høj. Jeg har lyst til at glæde mig til at se dig igen. 

"För att jag forstår, vad du säger."

 

Sju små ord, som gjorde mig galen och kär och kåt och jävligt nyfiken. Jag tappade bort mitt cool och jag glömda språket mitt. Visste inte vart jag skulle säga, hur jag skulle opföra mig. Du har ingen aning, vad gick igennem mitt huvud, da du sa dom ordene. Att jag diggar svenskare är ju bara en av grundarna. Att du förstod mig, took me off guard, det var som att du talede till mig. Bara mig. Hade jag inte glömt hur man egentligen prata Svenska, kunde jag kanske ha sagt något klogt. Något coolt. Något konstigt. Men jag frös liksom bara till is eller nåt. Jag vet inte varför jag skriver här. Jag tror kanske jag behövade visa mig själv att jag förförande kunde tänka och blogga på Svenska. Även om det är fult av fel. Jag är full av fel, det är vad det är. Jag är inte crazy. Är jag? Jag tycker att vi skulle ge det en chans. Jag kunde vara bra för dig. 

 

För att jag forstår vad du säger.

Jeg er daydrunk i hvidvin, og jeg føler mig dobbelt så motiveret som for en time siden. Jeg fik et knæk i dag, jeg lod nogen svække min ellers urokkelige stolthed, og det gjorde ondt. Fokus er nu på, how to bounce back. Jeg har det godt nu, og grunden dertil overraskede mig. En ny quest. Ikke en tilnærmelsesvist ligeså fornuftig quest, men en quest ikke desto mindre. Det er det, der holder mig oppe. Minimål, som kan booste mig på kort og lang sigt. Meget vagt, faktisk.

Jeg har bestilt min studenterhue idag, og jeg har valgt at få indgraveret teksten:

 

 

i huens skygge. Det er naturligvis en Snook-reference, men også meget sigende for min nuværende situation. Jeg kan huske, at jeg for 10 år siden sad og skrev et lignende indlæg aftenen før min 9. klasses dimission, og selvom jeg er blevet betydeligt mindre Meggie siden da, så er status faktisk den samme. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, men jeg skal nok nå, hvad end jeg sætter mig for. 

 

 

Sidste gang skrev jeg noget om, at jeg følte, jeg havde mistet den del af mig, som skrev herinde. Hun er her i den grad stadigvæk, og lige nu kan jeg slet ikke forstå, hvorfor jeg savnede hende til at begynde med. Det er meget muligt, at hun er talentfuld og ambitiøs og fuld af finurlige formuleringer, men først og fremmest er hun et stort barn. Hun er selvhøjtidelig og arrogant, og hun græder, når hun ikke får sin vilje. Hun er stædig og smålig, og hun får mine kinder til at brænde og min hals til at snørre sig sammen. Jeg ville uden tøven slippe hende og sige farvel til boblerier og tasteslag, hvis jeg istedet kunne få lov at være i stand til at gøre ting, uden at hun skal gøre et stort nummer ud af dem.

 

Jeg er træt af at hyperventilere over skoleopgaver. Jeg er træt af, at jeg ikke kan sige noget eller gøre noget, fordi jeg overtænker det. Jeg vil også kunne føle glæde over en lille sejr, istedet for selvhad og -bebrejdelse over at have "gået imod mig selv". Jeg kan slet ikke lide hende, som I kender som Meggie.

 

Alligevel er hun en kæmpe del af min baggage. Det er hende, som sørger for, at jeg er tro mod den, jeg tror, jeg er. Hende som engang for længe siden sørgede for mit jævnlige egoboost på bloggen. 

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Hvordan jeg skal overkomme den kæmpe forhindring, der er mig selv. Hvordan gør andre? Hvordan kan folk bare gøre ting uden at lade deres alteregoer spænde ben for dem? Og hvorfor vil mit ikke have, at jeg lykkes?

Jeg er kommet for langt væk fra den person, jeg godt kunne lide at være. Jeg har tabt en del af mig på gulvet; den passionerede, den selvsikre, den reflekterende. Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har tiden til at sidde og drikke kaffe og svælge i følelser og skæve formuleringer, men sandheden er, at jeg har al tid i verden. Det er ikke morlivet, som stopper mig, det er mig selv. Jeg er blevet et får.

Der er ikke nok substans i de ting, jeg omgiver mig med. Mine fokuspunkter har flyttet sig, og det er jo i sig selv meget naturligt (og nok også sundt), men jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg mangler en del af mig.

 

De, der har læst med fra begyndelsen, ved, at stemninger for mig er skabt af mange elementer. Mørket, kaffen, musikken, tidspunktet på døgnet - det hele er en nødvendighed for at vende tilbage til min boble. Og selv nu, hvor det hele spiller, og jeg kan mærke nydelsen i fingerspidsernes dansen henover tastaturet, selv nu, er mit fokus på ligegyldige ting som "hvorfor svarer han mig ikke på snapchat?".

 

Jeg studerer Dansk A på fjernundervisning, og jeg føler mig langt oftere formuleringslammet end tidligere. Jeg har mistet min evne til at lege med sproget og give hver opgave et personligt præg, og jeg er faktisk oprigtigt nervøs for eksamen. Det føles vildt underligt, for sproget var min legeplads. Det var her, jeg kunne slappe af og føle mig hjemme, og i en singlemor-hverdag er det mere end tiltrængt med et break fra selvhadet og tvivlen.

 

Når jeg skal koble af nu, drikker jeg mig ned. Ter mig. Vågner op med en masse historier at fortælle, men også med en knude i maven og en næsten uimodståelig flugttrang. Hvor længe kan jeg mon blive ved, før jeg ikke kan vise mig mere? Hvorfor skræmmer det stille familieliv mig så meget, når nu det var min store drøm? Hvorfor er de to ting så svære at kombinere? Det er sindssygt ensomt det her singlemor-liv, og når jeg er ude, ligger hele verden for mine fødder - ingen forbehold, ingen regler. Det er fristende.

 

Mine tanker går til Stockholm i de her dage. Havde jeg fulgt planen, havde jeg selv været ved jer nu, og Åhléns kunne meget vel have været en weekendsdestination. Jeg er så skræmt, og det er også en af grundende til, at jeg er holdt op med at have de her skrivestunder. Jeg har ikke lyst til at bruge mit hoved, til at føle, tænke og reflektere. Jeg er bange. Jeg går rundt med skyklapper på, ser Paradise Hotel og bor i en boble, en helt anden boble, end den jeg plejede. Jeg er vel bange for at knække, for at miste den sidste smule gåpåmod og naivitet.. Jeg er ligeglad med blod, jeg er en af jer, og det føles virkelig som om, at det her er den nye verden. Frygtens verden. 

 

Totalt bekræftelsesafhængig og samtidigt dybt introvert. Jeg sætter mig selv i de helt forkerte situationer, opstarter quests, som bekræfter helt forkerte sider af mig selv. 24 år, og ikke spor klogere på livet, end jeg var som 18-årig. Jeg venter stadig på den dag, jeg kan ryste på hovedet og tænke "åh, forvirrede pige dog", når jeg læser mine gamle blogindlæg. Jeg troede, jeg var ved at nå dertil, men jeg har stadig ingen anning. Jeg er stadig lost. 

 

Men når jeg ikke tænker. Når jeg ser Paradise Hotel, når jeg leger med min søn, eller når jeg snapper med egoboosters. Så er det der med selvindsigt ligemeget. Den hurtige underholdning, de tomme kulhydrater, den uforpligtende sex - alt det, der gør mig dummere og lykkeligere. 

 

Det blev et af de lange. Hvem jeg var engang. Hvem jeg åbenbart stadigvæk er, om ikke hele tiden, så i sene søndagsstunder. Ta det lugnt, sthlm. Lätt att säga, svårt att göra, jag vet. Ni är i mitt hjärta, I hela Nordens hjärta just nu. Kånns som sista året, att jag lyssnade på Ken Rings "Äntligen Hemma" och märkade kånnslen av att längtas. Sthlm var verkligen drömmen min, och jag vil altid känna mig som en av er. Stoppa inte leva livet, då vill jag forsöka efterleva dom ordena själv.

 

Hej,

Jeg havde det mere end almindeligt godt i går efter mit blogindlæg, og ting, der gør en glad, dem skal man holde fast i. Så her er jeg - en lille aftenskrivestund - mest af alt for mig. Jeg sad og småkiggede på bloggen i går aftes, og mit sidste indlæg skrev jeg for præcis seks år siden - som 18-årig. Min drøm og mit mål var, at bosætte mig i Sverige, at lære svensk og at skabe en karriere indenfor sprog eller journalistik. 

 

Jeg bor ikke i Sverige, inte als, men jeg har dog lært svensk til husbehov. Jeg droppede ord og sætninger for at gå den naturvidenskabelige vej - for så at droppe ud lige inden målet. Nu er jeg midt imellem fortid og fremtid i et stort rod, som føles dejligt befriende og vanvittigt skræmmende på én og samme tid. 

 

Jeg er mor. Det var bestemt ikke med i mine tanker som 18-årig blogger, men herregud, hvor er det lykken. Det er også pissehårdt og forfærdeligt, men mest af alt er det meningen med livet. Så ja, livet anno 2016 er ingenlunde, hvad jeg havde forudset - men hvor ville det sjove også være i det?

 

Jeg tror, jeg vil publicera og læse lidt af mit det gamle, før jeg vil gå nedenunder og spille 500 med min kæreste. Jeg er stadig høj over de små ting i livet, jeg er stadig mig, og det mærker jeg faktisk først rigtigt nu, med fingrene på tasterne og metaforer lige på tungen. Alting skal nok gå.

 

- Meggiez0rous.

Jeg ved ikke, hvad jeg laver her. En klassisk kaffe-Spez-stund medførte vel en smule skrivetrang, og efter flere års decideret skriveblokade følte jeg mig tæt på nødsaget til at give efter. Som så mange andre gennemsnitskunstnere er jeg bedst, når jeg er melankolsk, og jeg er rent faktisk glad for tiden. Ny kærlighed, nyt syn på livet - og banalitet er vel forfatterens værste fjende. Lykkelig eller talentfuld? Er det mon enten eller? 

 

Basics er, at jeg er tilbage. Om jeg er tilbage for nu, for i aften eller om det er en mere eller mindre permanent tilstand, er jeg endnu ikke klar over, men det føles nu meget godt. Og hos jer på blogg.se, kan jeg ligesom flyve lidt under radaren. Jeg har ikke længere noget behov for eksponering, jeg vil bare gerne af med lidt tanker, genfinde lidt passion og føle mig som mig igen.

 

Jeg har altid sagt, at når en mand kunne give mig lyst til at skrive igen, så var han en keeper. Selvfølgelig med undtagelse af førnævnte melankoli. Men det er med al sandsynlighed det, der sker lige nu, og det gør mig tryg at vide, at nogle ting ikke ændrer sig. At min kærlighed til ord og sætninger stadig er i mig, at den bare skal tvinges frem en gang imellem.

 

Nå, nok for denne gang. Easy start. 

Det føles rigtigt.

 

- Meg.